En kort fortælling om Hadsten Højskole

Historien om Hadsten Højskole kan passende begynde med Nikolai Frederik Severin Grundtvig. I løbet af 1830’erne skrev han flere værker og skrifter, hvor han gjorde sig tanker om en ”splinterny skole”, nemlig højskolen. Han opfandt sågar nye ord for skolens anliggende – livsoplysning og folkelig oplysning.

”Livsoplysning” handlede på en og samme tid om at finde ud af og ind i livet. Det var ikke at træde på behørig afstand af livet for at reflektere, bearbejde og drøfte det. Nej – det var at reflektere, bearbejde og drøfte det, mens man var midt i det. Derfor skulle højskolen også være et sted, hvor eleverne boede og indgik i det daglige fællesskab med alle dets gøremål – et sted hvor de levede. For Grundtvig kom liv før lys. Det udtryktes senere således: ”Først oplive, så oplyse”.

Fællesskabet blev fra starten helt grundlæggende på højskolerne både som middel og mål. ”Folkelig oplysning” belyser netop det forhold, at mennesker aldrig lever deres liv frit svævende, men altid i konkrete fællesskaber. Det skulle på en gang være en oplysning i fællesskab og til fællesskab – både som vilkår og mulighed. Grundtvig tænkte i ”social kapital” lang tid før, at begrebet blev opfundet.
I forlængelse af denne forståelse skulle oplysningen foregå i ”levende vexel-virkning” mellem lærere og elever, fra elev til elev og mellem lærerne indbyrdes. Den gensidige og levende optagethed skulle gennemsyre hverdagen side om side med glæden ved at lære. Som der står i en af Grundtvigs sange: ”Af lys og varme vor skole stå”.

Det banebrydende ved ”skolen for livet” var opgøret med den tids ”sorte skole”, der var kendetegnet ved terperi og udenadslære. Grundtvig sagde ”immer lysten driver værket”, og hans filosofi var, at lyst og engagement var det bedste udgangspunkt for oplysning og læring. Frihed måtte der til, hvis værket skulle lykkes.

Som årene gik, tog mange denne ide til sig, og højskoler skød op rundt om i landet. Således også i stationsbyen Hadsten, hvor nogle lokale håndværkere tænkte: ”Sådan en skole må vi også have”. Som tænkt så gjort og i 1876 indrettede man en skole nede i byen. I finansåret 1882 – 83 modtog skolen 355 kr. af Bevillingen til Folkehøjskoler, og i 1892 godkendtes skolen af Undervisningsministeriet som højskole. Endeligt i 1897 flyttede skolen ud på bakken, hvor den nu ligger. Siden er byen flyttet med, så højskolen så at sige ligger i midten.

Siden den spæde begyndelse har skolen tiltrukket unge mennesker – først fra egnen og siden fra hele landet. Unge med forskellige drømme og mål, men alle med lyst til at give deres liv retning og indhold. Som tiderne skiftede, skiftede også drømmene og dermed rammer og fag på skolen. En højskole skal altid være en skole i sin tid og til sin tid, så den er relevant og giver mening for unge mennesker. For eksempel gik piger og drenge på hver sit hold før i tiden. I dag bor de dør om dør. Tidligere spiste man altid traditionel dansk mad. Nu spiser vi mad fra hele verden – også fra Danmark. Og sådan er der så meget.

I dag er Hadsten Højskole en moderne højskole, men vi tror stadig på, at ”lysten driver værket”. Derfor har vi et bredt udvalg af fag, der kan appellere til både fantasien, følelserne og fornuften, og som giver rig mulighed for at finde det, man er god til – eller gerne vil blive bedre til. Vi tror også på, at Hadsten Højskole er en fantastisk ramme for sammen at gøre sig erfaringer og erkendelser, der er langtidsholdbare. Derfor gør vi alt for at skabe et trygt, rummeligt og ligeværdigt fællesskab, hvor der er plads til at være den, man er.