I en kompleks verden, hvor mange spørgsmål ofte forbliver ubesvarede, kan det være nyttigt at udforske psykologiens og filosofiens perspektiver. Hvad er et godt liv? Hvad er meningen med det hele? Hvad påvirker vores psyke, og hvordan? Psykologi & Filosofi på Hadsten Højskole tager sigte på at udforske disse spørgsmål, at udfordre vores holdninger og at blive klogere på, hvad der påvirker vores psyke.
Hvad kan du forvente af højskolens psykologi-fag?
På Hadsten Højskole underviser vi bredt indenfor psykologien, og du kan derfor vælge mellem fire forskellige psykologiske fag: Neuropsykologi, Personlighedspsykologi, Socialpsykologi og Pædagogik. Du kan fx dykke ned i menneskehjernen og se på de mekanismer, der har betydning for vores adfærd. Eller du kan få en større forståelse for, hvordan omgivelser og relationer spiller en rolle, når det kommer til identitet og personlighed.
Undervisningen i vores psykologiske fag kan have meget forskellig karakter. Vi lytter til podcast, læser, laver øvelser, debatterer, gennemgår teorier, laver eksperimenter og meget mere. Eksperimenterne kan for eksempel handle om sociale sammenhænge, og hvordan I som elever og mennesker agerer. På højskolen er der hverken karakterer eller prøver, så det er interesseren fra jer elever, der driver værket. Derfor er højskole psykologi også anderledes end psykologi på gymnasiet eller universitetet.
Hvad med filosofien?
Det filosofiske felt spænder også bredt. Fra filosofifag indenfor politik og sprog til Filosofisk vandring, der altid foregår ude i naturen. I faget Politisk Filosofi handler det kort sagt om den del af filosofien, der har med samfundet at gøre. Hvilke filosofiske anskuelser ligger der fx bag tanken om en minimalstat?
Hvad er meningen med livet? Et spørgsmål der ofte er stillet, men som afføder svar i uendeligt mange retninger. I faget Eksistens og etik – det gode liv er det netop spørgsmålene, der er drivkraften – og ikke svarene. Vi vil forsøge at udfordre din tænkning som menneske med filosofiske spørgsmål, spændende litteratur, og debatter fra fra virkeligheden.
I fagene skal vi filosofere over det gode liv, snakke om historie, kultur og kærlighed. Og så skal vi diskutere, reflektere og gå kritisk til værks, når vi dykker ned i forskellige filosoffer og deres forståelse af og tanker om verden. Undervejs vil du blive udfordret på forskellige emner – og det er ikke et udgangspunkt for vores samtale eller diskussion, at vi skal nå til enighed eller nærme os en sandhed.
Indenfor filosofi kan du også prøve kræfter med fag som Filosofi og film, Fordomme og Ondskab.
Hvorfor vælge psykologi & filosofi?
Måske du har sabbatår, og overvejer at læse psykologi eller filosofi efter højskolen. Det er en god måde at prøve faget og området af. Du kan også vælge fagene, hvis du bare har en naturlig interesse i områderne eller ønsker at få det. Du får i hvert fald muligheden for at få en grundlæggende indsigt indenfor psykologien eller filosofien – eller måske indenfor begge områder. Vi har også politiske, historiske og journalistiske fag, hvis du vil dykke endnu mere ned i nogle af vores boglige fag som en del af dit højskoleophold.
Har du nogen spørgsmål vedrørende vores fag, er du altid velkommen til at ringe til os på tlf. 86 98 01 99 eller sende en mail på info@hadstenhojskole.dk. Vi sender dig også meget gerne vores brochure, hvor du kan blive meget klogere på Hadsten Højskole.