Elsker du at synge og vil du gerne dele den glæde med andre? Så skal du vælge Kor på Hadsten Højskole. Vi synger for og med hinanden og deler glæden ved musikken og sangen med hinanden.
Et kor skaber glæde. Ikke kun hos dig, der synger med og mærker varmen fra det fællesskab, du er en del af. Men også hos tilhørerne. Korsang rører, bevæger og får følelserne frem. Derfor er vi glade for at byde eleverne velkommen i vores rytmiske kor. Uanset erfaring er du meget velkommen i koret – eneste krav er, at du elsker at synge sammen med andre.
Styrk fællesskabet gennem sangen
Det overordnede mål med højskolekoret er at styrke glæden ved at synge sammen. For glæden varer ved – resten af dagen og ugen ud, og sangen bidrager på den måde til din livsglæde. At synge i kor kræver også tillid og tryghed, og begge dele oplever du, når du synger med i koret. Du får også en ordentlig portion stemmetræning. Vi varmer op med sjove lyde og både rytme- og intonationsøvelser, så du lærer din egen stemme bedre at kende.
Genremæssigt kommer du på en rejse rundt i det musikalske landskab. Vi synger både pop og jazz, gammelt og nyt, og dansk og engelsk. Samtidig prøver vi kræfter med flerstemmige arrangementer, så du lærer kunsten at synge én og flere stemmer. I løbet af opholdet vil koret optræde til forskellige arrangementer, så vi sammen kan dele glæden ved at synge.
Lyder det som noget for dig, ønsker du at læse mere om Musik & Sang eller er du bare nysgerrig på Hadsten Højskole? Så bestil en gratis brochure, eller kom forbi til en rundvisning og få en snak med os.