Når studenterhuen er landet på hovedet efter en STX, HHX, HTX eller HF, holder en stor del af de nyudklækkede studenter et eller flere sabbatår. Et sabbatår kan bruges på at tjene penge, at tage frivilligt arbejde, få fornyet energi ved at tage ud at rejse og møde nye kulturer eller måske få helt nye oplevelser på en højskole. Det kan også være, at du drømmer om at lære et nyt sprog eller øge dine kompetencer indenfor et bestemt område. Dit sabbatår kan bruges på lige præcis det, du gerne vil. Men de mange muligheder kan netop være det, der gør beslutningsprocessen svær.
Af Sofie Lindebjerg Søe d. 8. oktober 2024
Mange muligheder
Der er mange muligheder, når det kommer til at holde sabbatår, hvilket for nogle kan virke overvældende. Hvordan beslutter du at bruge dit sabbatår på det rigtige? Hvilke nye inputs har du brug for? Hvordan ser det fedeste sabbatår ud for dig? Hvor mange sabbatår skal du holde?
Hvis du er afklaret med, hvad der skal ske efter dit/dine sabbatår, kan det vigtigste for dig være at få en masse nye oplevelser og et pusterum fra bøger og studieliv. Måske er det rigtige for dig at tjene nogle penge, for at du enten kan tage ud at rejse eller tage et højskoleophold.
Hvis du ikke er afklaret med, hvad der skal ske efter dit/dine sabbatår, kan det være, sabbatårene netop skal bruge på at udforske dine fremtidsmuligheder og blive klogere på dig selv.
Højskole i sabbatår
Måske kender du nogle, der har været på højskole. Måske er højskole helt nyt for dig. Der er mange forskellige årsager til, at unge mennesker vælger at bruge 4-5 måneder på en højskole.
For nogle kan et højskoleophold være en del af en personlig udvikling, samtidig med at det kan være et sted, hvor du kan prøve kræfter med forskellige fag og områder. Derudover bliver du en del af et unikt og fantastisk fællesskab, du får nye venner, du får måske en mental adspredelse og nogle spændende udfordringer.
På en højskole bor du med en masse andre unge mennesker og delen hverdagen på skolen med undervisning, morgensamlinger, fællessang, temafester, bålaftener, volleyturneringer og en masse andet. På højskolen er der også ofte foredrag hvor du møder spændende mennesker og forskellige organisationer, der fortæller om et emne eller holder en workshop. Et højskoleophold er en god måde at møde andre og lære sig selv bedre at kende i mødet med nye mennesker.
Højskole som forberedelse til en uddannelse
Nogle unge vælger at bruge sit sabbatår på en højskole sin som forberedelse til en videregående uddannelse eller blot som inspiration til et muligt studievalg. Når man holder sabbatår og møder nye mennesker, kan man sjældent undgå at tale om, hvad der skal ske, når sabbatårene når sin ende. Det kan være spændende at tale om og gennemgå de forskellige muligheder, men det kan også være frustrerende, hvis du ikke er klar over, hvilken retning dit liv skal i.
Hvis du vælger at tage på højskole i dit sabbatår vil du helt sikkert møde andre, der står i samme situation som dig. Udover at det er dejligt at få nye venskaber, kan det også være rart at tale med ligesindede mennesker om studievalg og fremtid og høre deres overvejelser. Derudover kan højskolen være et sted, hvor du kan prøve kræfter med fag indenfor det, der interesserer dig.
En bred palette af fag
Med fag indenfor en masse forskellige felter som psykologi, politik, idræt, kunst, journalistik, musik og friluftsliv, er der netop rig mulighed for, at du kan teste dine interesser af på Hadsten Højskole. Vil du læse statskundskab på universitetet, kan du vælge nogle af vores fag indenfor Politik og samfund. Er du interesseret i det psykologiske felt og overvejer at læse psykologi eller sociologi, er der også masser af fag at dykke ned i. Leger du med tanken om en uddannelse, der er mere praktisk eller kreativt orienteret, kan du vælge fag som træværksted, fotografi, saft & sylt eller keramik.
På højskoler er der altså rig mulighed for at bruge dit sabbatår til noget, der kan pege dig i en retning fremadrettet. Om det så er at søge ind på en videregående uddannelse eller blot en inspiration til at arbejde frivilligt med noget, der interesser dig.
Sabbatår der giver mening
Når du sidder med beslutningerne omkring dit sabbatår eller dine sabbatår, er det vigtigt at huske på, at du skal gøre noget, der giver god mening for dig. Forhåbentlig lander du det helt rigtige sted. Hvis du tror på at et højskoleophold er det rigtige for dig, er det bare om at komme afsted.
Hvis du vil opleve højskolelivet inden du beslutter dig, kan du komme på en rundvisning hos os. Her kan du møde nuværende elever, nogle af skolens lærere, opleve skolens faciliteter og høre om dagligdagen på højskolen. Bestil en rundvisning her.
FAQs om højskole i dit sabbatår
1. Hvor længe varer et ophold?
Et højskoleophold varer typisk mellem 4 og 6 måneder, men der findes også kortere og længere ophold afhængigt af højskolen og det valgte kursus. På Hadsten Højskole varer forårsholdet 5 måneder og efterårsholdet varer 4 måneder.
2. Kan højskolen hjælpe mig, hvis jeg ikke ved, hvad jeg vil studere?
Ja, mange unge tager på højskole for netop at få tid og rum til at reflektere over fremtiden og blive klogere på sig selv. På højskolen kan du prøve forskellige fag og møde andre, der står i samme situation. På Hadsten Højskole fungerer en af lærerne også som studievejleder, der står klar til at guide dig under dit ophold.
3. Er der særlige fag, der kan hjælpe mig med at afklare min studieretning?
Ja, mange skoler tilbyder en bred vifte af fag, der kan hjælpe dig med at udforske dine interesser, uanset om det er inden for samfundsfag, psykologi, kreativitet eller idræt. Det kan være en god måde at få en fornemmelse for, hvad du brænder for.
4. Hvordan er fællesskabet på en højskole?
Fællesskabet er en af de største fordele ved et højskoleophold. Du bor, spiser og deltager i aktiviteter sammen med andre unge i samme situation som dig. Det skaber ofte tætte venskaber og et stærkt socialt netværk.
5. Hvilke typer elever vælger at tage på højskole?
Højskoler tiltrækker en bred vifte af unge med forskellige baggrunde. Nogle ved, hvad de vil studere efter sabbatåret, mens andre er usikre og vil bruge tiden på at blive afklarede. Fælles for dem er ofte ønsket om personlig udvikling, nye oplevelser og et unikt fællesskab.
6. Hvad sker der, hvis jeg bliver i tvivl om mit valg af fag på højskolen?
Det er helt normalt at justere sine fag, efter man er startet på højskole. De fleste højskoler er fleksible og lader dig skifte fag inden for de første uger, hvis du opdager, at dine interesser peger i en anden retning. Sådan fungerer det også hos os på Hadsten Højskole.
7. Kan jeg besøge højskolen, før jeg tilmelder mig?
Ja, vi tilbyder rundvisninger, hvor du kan opleve højskolen, møde elever og lærere, og få en fornemmelse af hverdagen. Det er en god mulighed for at få indblik i livet på højskolen, inden du beslutter dig.
Tilbage til alle blogindlæg
Tilbage til alle blogindlæg