AFTENFOREDRAG: Oplev den jyske forfatter Jens Smærup Sørensen på Hadsten Højskole den 7. februar 2024

Se alle arrangementer
på Hadsten Højskole
Jens Smærup Sørensen fik sit folkelige gennembrud med romanen ”Mærkedage”, der udkom i 2007. I ”Mærkedage” holder bondefamilierne Godiksen og Lundbæk til i forfatterens fødeby, Staun. De og deres medlemmer i fire generationer bliver symboler på bondekulturens ophør og det moderne samfunds og globaliseringens indtog.
I sin seneste anmelderroste roman ”Evigt i tiden” griber Smærup Sørensen atter tilbage til sine rødder og beskriver over tre perioder i vores historie landbrugets udvikling, som i vores tid trues med afvikling. Men der er håb, og håbet finder Smærup Sørensen i den klimabevidsthed, der også er til stede hos den moderne landmand. Det er, som Smærup Sørensen siger i et interview, at skønt de unge i dag virker skræmte for fremtiden, så er ”det gode ved klimabevidstheden, at de unge i dag finder sammen i nye fællesskabsformer og søger mod nye løsninger på problemer, og det er det, vi altid har haft brug for”. Det lykkedes med andelsbevægelsen, selv om dens liberale idealer i dag synes at kamme noget over, og det kan lykkes igen.
Arrangementet er et samarbejde med Landboforeningen Kronjylland.
Tid og sted: 7. februar kl. 19.00 på Hadsten Højskole
Tilmelding og pris: Der er fri entré.
Se alle arrangementer
på Hadsten Højskole