Volleyball er et holdspil, men det er samtidig et boldspil, der kræver en stor grad af fordybelse. På højskolens Volleyball-hold oplever du tilfredsstillelsen og kvaliteten ved at fordybe dig, og du finder ud af, hvordan både du og resten af holdet bliver endnu bedre ved at fokusere på samarbejde og koncentration.
I faget Volley arbejder vi både med teknikken og taktikken på volleyballbanen. Vi sørger for, at du får en god taktisk forståelse for spillet, samt at du bliver bekendt med spillets regler og begreber. Derudover gennemgår vi alle holdets forskellige positioner, så alle er klar over, hvad der forventes, hvis man er bagspiller, hæver osv.
Samtidig vil vi træne slagteknik, så du får helt styr på både at serve, modtage, hæve og smashe. I takt med at du mestrer baggerslaget og får bedre styr på din overhåndsserv, vil vi øge sværhedsgraden i øvelserne, så du hele tiden bliver udfordret.
Du får samtidig rig mulighed for at spille en masse volleyball, når du vælger faget. Timerne vil typisk starte med nogle indledende øvelser, men vil altid slutte med at vi blander to hold og spiller en kamp, så du får trænet de ting, du har lært undervejs.
Bliv en del af volley-holdet
Alle kan være med i faget Volley. Kender du allerede spillet, får du rig mulighed for at lære fra dig. Og er du nybegynder, vil du opdage, at Volley giver høj aktivitet og intensitet, når samspillet på holdet fungerer optimalt. Du bliver udfordret uanset niveau, og du får både solid træning og spændende kampe, når du vælger dette fag.
Du vil komme til at spille mod en masse af dine højskolevenner, men får også mulighed for at dyste mod andre højskoler og vise, hvad du og dine venner dur til på volleyballbanen. Så har du lyst til at få pulsen op og smil på læberne, så skal du vælge volleyball!
På Hadsten Højskole kan du også spille Fodbold, danse jive i Vild med dans eller komme til tops i træerne i Klatring.