Studievejledning
STUDIEVEJLEDNING
Ved du, hvad du vil?
Dit højskoleophold vil efter al sandsynlighed være en brik i et puslespil, der handler om at afklare og planlægge din fremtid.
Det kan være et pusterum – og et frirum i nye omgivelser, blandt nye mennesker med andre tanker og andre drømme, hvor du får inspiration, faglig indsigt og holdningsmæssige udfordringer.
Det er et frugtbart sted at gøre sig tanker om sit liv, sine værdier og muligheder.
Hvad er det, du gerne vil arbejde med?
Hvad kan du gøre for at dygtiggøre dig og uddanne dig?
Hvilke muligheder er der for at kunne realisere dine ønsker?
Studievejlederen på Hadsten Højskole er samtidig lærer på skolen. Emma Sand har daglig kontakt med eleverne, faktisk bruger hun det meste af sin tid med eleverne, så hun kender dem rigtig godt. Det er vigtigt, for at vejledningen kan blive så kvalificeret som overhovedet muligt.
Strategi for vejledningsindsatsen på Hadsten Højskole
Som elev på Hadsten Højskole får du tilbudt en 20 min, vejledningssamtale med studievejlederen. I løbet af disse 20 min. vil det blive kortlagt, hvorvidt du har brug for flere samtaler, eller du allerede er så langt i dit uddannelsesvalg, at du kan klare dig selv – så at sige.
Studievejledningen på Hadsten Højskole tager sit udgangspunkt i den narrative tilgang. Det betyder i vejledningssammenhæng, at vi bestræber os på at lade dig fortælle din historie, og med udgangspunkt i denne forsøger vi sammen med dig at navigere mod et uddannelsesvalg.
Din historie er det bedst tænkelige udgangspunkt for den senere vejledning. Det skyldes især, at vi – personalet i almindelighed og studievejlederen i særdeleshed – har muligheden for at kunne se dig i en lang række sammenhænge. Naturligvis i undervisningssituationen, men også til de mindst lige så vigtige aften- og weekendarrangementer, det sociale liv på skolen. På baggrund af dette danner vi os et særdeles godt afsæt for en konstruktiv, retvisende og inspirerende studievejledning.
Vejledningen er målrettet og tilrettelagt således, at de, som har svært ved at finde deres ståsted i forhold til uddannelsesvalget, er dem, som vejlederen bruger mest tid sammen med. Mens de elever, som har overblik og kræfter til selv at kunne navigere, får mindst støtte. Alle elever har dog som udgangspunkt kontakt med studievejlederen, da hun også underviser i en lang række fag på Hadsten Høsjkole. Ingen lades i stikken mht. fremtidigt studievalg.
På Hadsten Højskole har vi et særdeles veludbygget samarbejde med Studievalg Østjylland og studievejlederen har et veludbyggeet kontaktnet og er på på forkant med, hvad der sker i uddannelsesverdenen, hvilket er med til at give hende et særdeles godt grundlag for at give den bedst mulige vejledning. Hadsten Højskole samarbejder ligeledes med Randers HF & VUC og sender også vores elever på besøg på deres respektive drømmestudie, da Århus kun ligger 20 km. væk.
Det er vores håb, at du kommer fra Hadsten Højskole med oplevelsen af, at et kommende studievalg er endnu bedre forankret, end da du kom
FIND DET
BESTIL BESØG
BESTIL BROCHURE
MELD DIG TIL